• Forside

• Nyheder

• Overenskomst

• Foreningsliv

• Arbejdslister Cargo

• Holdlisten Mærsk

• Billedgalleri

• Om os

• Kontakt

• Sygemelding

• Lokal ok

• Safetyforreal.dk

• Losseklubben

• CSC Terminal

• Skibsanløb

• Vejret (DMI)

• Labournet

• IDC

Havnearbejdernes Fagforening blev stiftet 26. september 1885 og medlemstallet var 86. Den første formand

hed Niels Lassen, der efterfulgtes Lars P. Pedersen og byrådsmedlem Niels Jensen. År 1888 var

medlemsantallet steget til 135, og man forsøgte en strejke angående belysningsforholdene ombord. Denne

syrejke blev dog tabt, men senere på året iværksattes en strejke overfor D.F.D.S. der resulterede i en

forhøjelse af daglønnen med 50 øre, til 2,75 kr.

I 1889 blev Martin Clausen formand, en plads han bestred i 10 år med enkelte afbrydelser, og i denne tid

toges fat på mange ting, der senere er blevet af stor betydning for arbejderbevægelsen.

I December 1894 meldte man sig ind i Dansk Arbejdsmands Forbund, og da var medlemstallet steget til 313.

Man iværksatte på dette tidspunkt en strejke, for at få ordnede forhold, men arbejdsgiverne havde også

organiseret sig, og sammen med nogle arbejdere, der ikke forstod sammenholdets betydning, fik de dannet

noget, der kaldtes DEN FRIE FORENING, der nåede at gøre megen skade for havnearbejdernes berettigede

kamp. I 1896 iværksattes med forbundets støtte en strejke, der dog kun varede 2 dage, hvorefter der blev

oprettet en overenskomst med den daværende forretningsfører H.M.Hansen´s medvirken. Men allerede i

1897 kom det til en konflikt i anledning af en sympatistrejke med havnearbejderne i Hamburg, hvor strejken

tabtes, og hvor arbejdsgiverne benyttede lejligheden til at slå overenskomsten i stykker. Skruebrækkere

tilkaldtes fra oplandet og indlogeredes forskellige steder ved havnen, medlemstallet dalede voldsomt og var

nede på 176.

Det hjalp noget, da fagforeningen fik arbejde på JYSK ANDEL hvor lønnen var 4,50 kr. om dagen. Det var

vanskelige år, da Niels Jensen valgtes som formand. Arbejdsgiverne ville ikke oprette overenskomst.

Arbejderne måtte i stedet underskrive enkeltmandskontrakter og fremvise papirerne, før man allernådigst

blev taget i arbejde. Man måtte se bort fra disse forhold. Under de urolige tider var man kommet ud af

forbundet, hvorfor man på ny indmeldtes i 1903 og har været tilsluttet siden.

I 1904 drøftedes oprettelsen af en arbejdsløshedskasse, der dog først kom 3 år senere, i 1907. I 1905

dannedes en stykgods klub med Martin Pedersen som formand, og i 1908 blev fagforeningen anerkendt som

organisation overfor arbejdsgiverne.

I 1903 stiftedes losseklubben på forslag af A.P.Mikkelsen, aktiekapitalen var 3100 kr. Det er den ældste

stevedore klub i Danmark og har været til stor støtte for havnearbejderne.

I 1910 blev Valdemar Petersen formand og var det i 9 år. I 1911 blev overenskomsten opsagt, det

resulterede i forbedringer for arbejderne, ligesom der kom nye forbedringer i 1916. I 1916 oprettedes

overenskomst med kgl. vejer og måler om alt arbejde. I 1914 kom krigen, mekanisering af lossemidlerne

begyndte, og krigen gav havnen meget arbejde, hvorfor medlemstallet steg til over 1000, et antal, som ikke

senere er nået. I 1917 fik man det første dyrtidstillæg og i 1919 tillæg til overenskomsten. I 1919 stiftedes

boligforeningen, og samme år blev Valdemar Petersen forretningsfører i forbundet, hvorfor Marius Andersen

blev valgt til formand, men afløstes året efter af Anders Mikkelsen. I 1924 kom et nyt tillæg til

overenskomsten, menåret efter opsagde arbejdsgiverne denne, men efter en strejke blev det til enkelte

tillæg i stedet for.

I 1929 blev Chresten Jensen valgt til formand for fagforeningen og efter 24 års arbejde, forretningsfører i

forbundet. Bølgerne gik højt de første år, indtil formand og arbejdsgiverne fik tilpasset sig hinanden, mange

små strejker løb af stablen, som regel kendt ulovlige, og fagforeningen måtte betale, men den overlevede

det og det skabte respekt.

I samme periode oplevede man endnu en krig, endda på nært hold med al dens fordærv, som ikke mindst

mærkedes i havnen. Vi glemmer aldrig den 4.juli, hvor vi mistede 16 af vores medlemmer og en stor del af

havneområdet blev ødelagt. Ammunitionslosningen blev standset og fordømt fra mange sider, men blev

glemt alt for hurtigt. Efter krigens ophør i 1946 så man losning af ammunition igen, men denne gang på

amerikanske skibe, foranlediget sf de samme personer, som fordømte det så hårdt efter ulykken. Efter

eksplosionsulykker flere steder i udlandet, der foranledigede tab af menneskeliv, indsendte fagforeningen i

1965 en protestskrivelse til Århus byråd og havnevæsen angående losning af ammunition i Århus havn, for at

forbyde skibe med ammunition at anløbe havnen. Vi modtog senere en skrivelse fra havneudvalget, der fandt

at sagen havde den allerstørste betydning og ønskede, at der etableredes den største sikkerhed og trygge

arbejdsforhold på dette område.

ikke ualmindeligt.

Hvordan var det dengang at være familie til en havnearbejder? Det har heller ikke været nemt.

Havnearbejderkonen ville naturligvis gerne sørge for sin mand og sine børn lige så godt som andre

husmødre. Men meget var der ikke at råde med. Af og til måtte børnene sendes i seng uden mad, af den

simple grund at havnearbejderens kone ikke havde penge til at købe mad med. Møbler var der heller ikke

overflod af. Hvis familien var heldig, så havde de en l 1/2 værelses lejlighed, en seng til forældrene - i den

sov også de mindste, og så måske nok en seng, hvor resten af børnene blev bunket sammen. Bord og stole

var der naturligvis også, men af og til røg de dele til pantelåneren, i de perioder hvor manden var arbejdsløs.

Havnearbejdernes koner tog også arbejde, nogle på fabrik, men ellers så vaskede de for folk. Sådan en

vaskedag for en fin familie, det var en arbejdsdag, der i hårdhed nemt kunne måle sig med havnearbejderens

egen. Konen mødte på stedet, hvor der skulle vaskes, klokken 3-4 stykker om morgenen, måske havde hun

et par af sin største piger med til at hjælpe sig. Så stod hun ellers der nede i kælderen dagen igennem og sled

med det kolde og våde vasketøj, til huden på hænder og arme næsten gik i opløsning, og til ryggen føltes

værkbruden. Hun spiste nede i kælderen, vaskekonen var ikke engang fin nok til at blive inviteret op i

køkkenet og spise sammen med tjenestefolkene. Havnearbejderfamiliens børn skulle også arbejde. Allerede

som 10-12-årige begyndte de på fabrik, den halve dag gik de i skole, f. eks. fra 8 til 12, så havde de

halvanden times tid fri, og så mødte de på deres arbejdsplads. Mange af børnene arbejdede i

tobaksindustrien, det var hårdt og sundhedsfarligt arbejde. Tid til at læse lektier var der jo ikke, når så

børnene mødte i skolen, så fik de klø, fordi de ikke havde læst. løv rigt havde lærerne nok ikke i forvejen for

høje tanker om børn af en havnearbejder, dem kunne der næppe komme noget godt ud af. Nu er det ikke

min mening med det her at sige, at alt er blevet rosenrødt og godt i vore dage. Men meningen er at sige, at

verden ikke bliver bedre, men kun værre, hvis ikke nogen gør noget for at forbedre på den. Og vi er til fest

her i aften, fordi det lige præcis er 100 år siden, at nogle havnearbejdere i Århus besluttede, at nu ville de

altså ikke finde sig i det længere, sådan som det var. Jeg mener, at vi skal prøve at tænke på, hvad det har

krævet af mod: På den ene side havde vi nogle havnearbejdere. De hørte til i samfundets bund. De fleste af

dem havde højst uklare begreber om det at læse og skrive. De blev regnet for intet, de var slidt skæve af

hårdt slid og sleb, de havde dårligt nok en time, de kunne regne for deres egen. På den anden side stod deres

arbejdsgivere - et ord vi stadig bruger, som om arbejdet er noget, de forærer os. Arbejdsgiverne var rige og

mægtige mænd, chefer for store foretagender, omgivet af undergivne og tjenestefolk. Arbejdsgiverne ejede

al politisk magt. Det var dem, der sad i regeringen, det var dem, der sad i byrådet, det var deres politi, og

hvis politiet ikke var tilstrækkeligt, så kunne de bare bruge soldaterne. Det var arbejdsgivernes aviser, deres

teater, deres skoler, deres kirke, kort sagt, de havde al magt, både den politiske og den magt, som kommer

af også at eje kulturen. Havnearbejderne havde kun een ting, og det var deres mod. De var ganske simpelt

ikke bange. De fleste af dem har vel syntes, at det var håbløst. Det kunne ikke gå andet end galt, hvis de

forsøgte at sætte sig op mod overmagten. Men på den anden side har de nok også ment, at det heller ikke

kunne blive meget værre, end det allerede var, og det har givet dem mod til at slås, for sig selv, for deres

familier, og for at verden skulle blive bedre. Jeg sagde, at havnearbejderne kun havde een ting, nemlig deres

mod. Det var ikke helt rigtigt. De havde noget mere, de havde deres sammenhold. Læg godt mærke til, at vi

stadig har vores fane, den første, som Havnearbejdernes fagforening fik. Den stammer fra 1887. Fanen har

været værdifuld for dem, som fik lavet den. Sådan en fane koster mange månedslønninger, det gør en fane i

dag, og det gjorde den dengang for 100 år siden. Vores fane må have kostet mange månedslønninger, ikke

så få af havnearbejderne og deres børn er gået sultne i seng, fordi de ville have den fane. Derfor skal vi passe

godt på den. Men det skal vi også af den grund, at med fanen har fagforeningens grundlæggere givet et

budskab videre til os. Vi skal lægge godt mærke til, hvad de skrev på fanen: Der står: "Enighed er vort mål".

Det har ikke været nogen tilfældighed, at det lige var det, de valgte, dem der grundlagde vores fagforening.

De vidste dengang, at den eneste chance , de havde, det var, hvis de kunne holde sammen. Dem, der

grundlagde fagforeningen, de har givet fanen videre til os. De har også givet deres budskab videre: "Hvis I

ikke holder sammen, så opnår I intet." Det må vi aldrig glemme!

opkaldt efter dem.